I tirsdags havde Talentudvalgets nye medlem, Rasmus Just, fået til ansvar at planlægge en praktisk træningsaften for alle talentdommere i Aarhus. I den forbindelse havde han allieret sig med DS-dommer Aydin Uslu, så der var hjælpere nok til aftenens program.

Aftenen starter med en meget let opvarmning med bold, og her blev det tydeligt, hvorfor så mange af os i dag dømmer og ikke spiller. Derefter kom aftenens første udfordring: ”Hvor langt er 9,15 meter?”. Vi bruger det alle flere gange i løbet af en kamp, men der var stor uenighed om hvilke af de otte muligheder vi fik, der overholdte loven. En stille start, men sjovt at se, hvor svært vi har ved at vurdere noget, som vi bruger så meget.
Derefter kom der gang i tingene. Først skulle der uddeles påtaler, og det er svært at gøre i en opstillet situation, men der blev holdt fin fokus, og det var meget lærerigt at snakke om hvordan de andre, og én selv, havde gjort det under øvelsen. Derefter skulle der gives kort, og her blev alle testet til det yderste. Jeg kan vist godt sige, at det ikke er noget man oplever hverdag – ja, selv de spanske dommere møder ikke så megen modstand, som vi blev mødt af her, hvor stort set alle dommere blev mødt af 4-5 spillere som lige skulle fortælle ham, hvor dum han var. Og som om det ikke var nok, så blev der også ”slået” op til flere gange.
Til at runde aftenen af, skulle pulsen lidt op med en fysisk øvelse. Idéen var at lære at træffe en svær beslutning med høj puls. Idéen bag øvelsen var rigtig god, men mørket og det faktum at vi ikke kunne nå at få pulsen nok op, gjorde at øvelsen ikke helt opfyldte dens rette formål.

Alt i alt en rigtig hyggelig og lærerig aften, hvor der både var plads til sjov og ballade, men hvor der også var stor fokus på at lære, og jeg synes, at der var ny viden at hente, og at arbejde videre med.
Til sidst skal der lyde en stor tak til Talentudvalget for dette arrangement, som der gerne skulle komme flere af. Og ligeledes en stor tak til Aydin Uslu for hjælpen.

Theis Johansen